Indeni og Udenpå

Varmen... Indeni... Kulden... Udenpå...

3. juni 2010
Iskrystal...

Der var engang et støvfnug. Uden på dette støvfnug satte der sig lidt fugt. Dette blev til verdens første iskrystal. Måske ved du det, og måske ved du det ikke, men et iskrystal - du ved disse smukke, glinsende, funklende, lysende iskrystaller, som er så spændende og dejlige at se på. De er indeni helt ens og har inderst inde et helt almindeligt støvfnug, hvor alting er begyndt. Da det første iskrystal var dannet, kom der hurtigt mange, mange flere, og nu er hele verden fuld af iskrystaller, der hvor der er kold vinter. Alle er lavet af helt det samme indeni - men udenpå er de helt forskellige. Fuldstændig ligesom os mennesker.

Iskrystallerne begyndte nu at fortælle hinanden, at de hver især var det mest rigtige. Imellem alle disse voksne iskrystaller var der nu et helt nyt, lille iskrystal på vej - det havde det svært, for det ville så gerne gøre det så rigtigt som muligt i denne iskrystalverden. Det så på, hvordan de andre så ud udenpå - det prøvede at høre og efterleve alle de store iskrystallers gode råd og vejledninger og dem var der var nok af. Det lille iskrystal ville så gerne gøre det helt rigtige, for det ville blive jo gerne blive et rigtigt stort og flot iskrystal, som kunne alt det, som et rigtigt iskrystal kunne i iskrystallernes verden. Det var opmærksomt og lyttede, lyttede og lyttede. Ja, det lyttede så meget på alle de store iskrystaler, at det blev så træt i sine ører, at det næsten ikke kunne høre mere.

Det prøvede og prøvede og prøvede at gøre alt det, der blev sagt, så det blev helt træt i kroppen af at prøve.
Men lige så snart det syntes, nu havde det efterlignet og gjort, hvad det skulle, var det alligevel aldrig helt rigtigt, syntes de andre, for de andre var store og kloge udenpå. Som du måske allerede ved, er det med iskrystaller som med mennesker, hvert eneste menneske er noget særligt, som ingen kan efterligne helt. Alle kappes om at være mest rigtig.
Man kan godt sammenligne iskrystaller lidt med mennesker, for alle er meget ens udenpå, de er lavet af det samme og indeholder det samme indeni og alligevel er ingen helt ens, for alle har deres helt egen måde at være rigtig på. Det vidste det lille iskrystal ikke endnu, så det blev mere og mere forvirret og fortvivlet over alle de gode råd og kloge ord, alle ville give dette ny, smukke, glinsende, funklende og lysende iskrystal med på vejen til at blive helt rigtig. For hver enkelt mente, at de vidste, hvad der var det rigtige. Det lille iskrystal blev først glad for alle de gode råd. Nu ville det blive et rigtigt iskrystal, troede det hver gang og gjorde alt, hvad der blev sagt. Men så en dag tænkte det - nej, nu er det for svært at blive rigtig. "Hvad mon er rigtig for mig" sagde det til sig selv og mærkede efter indeni.
Det lille iskrystal lukkede ørerne. Nu kunne de alle råbe og skrige; for nu kunne det ingenting høre. Det lille iskrystal opdagede, at når det ikke kunne høre det, som det gjorde forkert, kunne det undgå at føle sig forkert i forhold til de andre. Det gjorde ikke så ondt indeni og i livets skole nu.
Det sagde. 'Lad mig så være. Jeg ved, hvad der er rigtigt for mig indeni, og I ved, hvad der er rigtigt for jer udenpå. Jeg vil så gerne ligne jer, for I ved, hvordan et rigtigt iskrystal være. Men indeni går jeg i stykker, hvis alle sammen vil ha' mig til at ligne hver af jer udenpå!" Nogle af de store iskrystaller, der var tættest på det lille iskrystal, stoppede op og mærkede efter indeni. De kunne godt mærke og se, at det var rigtigt hvad det lille nye iskrystal sagde.
De store iskrystaller sagde nu til hinanden: "Det lille nye, helt specielle iskrystal, som vil have lov til at udvikle sig på sin helt egen måde indeni, har ret. Vi er da alle ens udenpå og alligevel meget forskellige "indeni". Nu begyndte nogle af de klogeste - for der er altid nogle, der tror, de er klogere end andre iskrystaller i verden - at sige:
"Ja ja, hør nu her - vi har været her længst, så vi må være de klogeste."

Andre sagde: "Næ, næ, vi er de flotteste, så selvfølgelig ved vi, hvad der er det rigtige for dette kære lille, nye iskrystal, som vi holder så meget af”.

Øj, øj, øj, sagde nogle af de andre, som syntes, at de også skulle sige noget de vidste ikke hvorfor, men de havde nu lært, at det var vigtigt at gøre sig bemærket, når man var dem. De troede, de var de vigtigste i iskrystallernes verden. Mere kunne de ikke sige, for det var det, de havde lært. Deres snakken holdt helt op, da de begyndte at mærke efter indeni.
Indeni! sagde flere og flere; det så ud, som om de tænkte, men de mærkede efter indeni, og det var noget helt andet.
De mærkede, at helt langt indeni, i hvert eneste iskrystal var der den helt samme følelse af at være rigtig, på sin egen måde!
De havde bare glemt det, for alle havde haft så travlt med at være så rigtig som mulig, som andre havde fortalt, de skulle være.

De så på hinanden og på det lille nye, funklende, legende og frem for alt kærlige iskrystal. De blev varme om hjertet og var ved at smelte, men det gjorde ikke noget for et voksent iskrystal har masser at smelte af og ser alligevel voksen ud bagefter.
Du kan se det i deres øjne, når de smelter indeni, og det er godt. Det lille iskrystal kunne nu se at helt inde bag alle de gode råd og formaninger var varmen og kærligheden til det lille iskrystal!

Nu vidste det, at selvom alle havde gode råd, og nogle syntes at være umulige at efterligne og leve op til, var alle ens indeni. Det lille iskrystal havde set kærligheden og mærkede selv en varme indeni. Det vidste nu, at det kunne lide sig selv, og at lytte er en god ting her i denne iskrystalverden. Nu turde det igen åbne sine ører og høre på, hvad de forskellige havde at sige, for nu vidste det, at det var rigtigt og det vidste, at det havde mod til at sige, hvis der var noget, det ikke forstod. Siden den dag blev det mere og mere sig selv indeni. Det blev mere og mere stille indeni og hvis det var nødvendigt mærkede det efter indeni, om det var rigtigt, det med at lytte til sig selv eller de andre.
De andre kunne mange ting, som det gerne ville lære på sin egen måde, og det var godt. Det tager lang tid - ja, mange år at blive et stort iskrystal. Men inde i alle store iskrystaller sidder der et modigt, lille støvfnug, som ved, hvad der er rigtigt for det. Det lytter til sig selv - det mærker efter, hvad der er rigtigt for det og har nu mod til at spørge, hvis der er noget, det ikke forstår i iskrystallernes verden. Fuldstændig som i menneskenes verden er det vigtigt at vide, hvad der er rigtigt for hvert enkelt, og husk, at du er rigtigt i din egen indre verden, og at alle har helt sin egen rigtige verden indeni, og at vi kan lære af hinanden uanset alder.
Tænk, at et lille funklende, legende og frem for alt kærligt, lille iskrystal kunne få så mange kloge, rigtige og erfarne iskrystaller til at tænke efter og mærke efter i sig selv, mærke varmen indeni, ja endda få dem til at smelte lidt af bar glæde.
 


Jeg vælger helt bestemt varmen indeni...
Hvad vælger du ? 

Lev dit eget liv og ikke de andres !

Føl efter indeni og gør hvad du føler der er rigtigt for dig...
Det forsøger jeg at gøre hver evig eneste dag og det gør mig godt...

😊   PRØV DET...😊

Charlotte 01.01.2014 17:38

Kære Jan. Tak for dit svar, det er lige min egne ord

Jan 29.12.2013 10:56

Kære Charlotte. Tak. Vi kan ikke læse andres ønsker/tanker/følelser, men kun mærke/føle deres handlinger, hvis vi ellers tør vise dem. Det handler om at turde.

Charlotte 24.12.2013 10:07

Det er bestemt den helt rigtige måde, at føle efter indeni og derefter gør handling

Vita Christensen 24.12.2013 04:26

Ja vær dig selv.

Nyeste kommentarer

14.09 | 15:50

Interessant og inspirerende side.Godt gået Jan😀

06.07 | 07:14

Hej dejligt at læse alle de positive ord Jeg starter hverdag med en ...

21.11 | 04:32

kikker lige ind med en hilsen ! Det er dejligt at kende skønne positive ...

15.12 | 20:01

Dejligt at læse Jan, du er jo lyriker om en hals ? Kh John